DEN SORTE JORD

DEN SORTE JORD England, Polen, Ukraine 2019
Instruktør:  Agnieszka Holland
Manuskript: Andrea Chalupa
Medvirkende: James Norton, Vanessa Kirby, Peter Sarsgaard.
Søndag 22.1.2023, kl. 16.15
Spilletid: 118 minutter.

Den polske instruktør Agnieszka Holland viser med denne film et af de vigtigste kapitler i Ukraines tragiske historie med Rusland i det daværende Sovjetunionen. Året er 1933. Den walisiske journalist Gareth Jones rejser til Sovjetunionen for at dække det, han tror er kommunistisk mirakeløkonomi. Han strander i Moskva, for styret er ikke interesseret i, at sandheden om det bliver åbenbaret. Her får han en omgangskreds af andre udlændinge, der lever i en boble, hvor man fortrænger virkeligheden med fester, alkohol og sex. Nøje overvåget af Stalins hemmelige politi. Men Jones bryder ud og drager på en hemmelig og farlig rejse til Ukraine. Stalin er i fuld gang med at industrialisere landet uanset omkostningerne. Han finansierer det i høj grad ved korneksport. Af denne grund og for at knægte en uafhængig bondestand konfiskeres så meget korn, at bønderne ikke har noget at leve af. Enhver modstand besvares med terror. Det er denne gru, der møder Jones, og som han modigt rapporterer om. Over fire millioner mennesker dør af sult i det, der nu kendes som Holodomor – udsultningsfolkemordet.

Læs mere …..